Det skal lige siges, at når jeg snakker om angst, kan jeg kun tale om mig selv, mine erfaringer og hvordan jeg oplevede det. Jeg har ingen uddannelse i psykologi eller baggrundsviden om sindet eller noget. Jeg ved kun det jeg selv har været igennem, jeg har læst mig til, samt fået af vide af forskellige psykologer, psykiatere, sygeplejersker og læger jeg har snakket med.
Finde sit rette ansigt
For et par måneder siden fik jeg tatoveret to ansigter der hænger sammen på min arm. Det er en simpel stregtegning. Men for mig er det en påmindelse om: “Two faces won’t take you any places”.
At have angst føles som at have en form for personlighedsspaltning. To forskellige Nanna’er. Nanna 1 (overskuds typen), går glad på arbejde og i skole. Planlægger og deltager i sociale arrangementer. Handler ind og laver mad til alle veninderne. Ligger lejlighed til veninde-aftener. Sørger for dem omkring hende har det godt. Går i byen og fester hele natten, står op næste dag og løber en tur. Har styr på sin uddannelse, og kan pensum uden ad.
Nanna 2 (pleaseren der indvendigt er ved at dø) Græder hver dag når hun kommer hjem fra sociale arrangementer/skole/arbejde. Sover dårligt om natten, fordi hun har så meget tankemylder. Kæmper ihærdigt for at passe ind, og sørge for ALLE kan lide hende, og planlægger derfor en masse arrangementer, i håb om at andre kan lide hende og hun ikke ender ensom og alene en fredag aften. Drikker hver weekend, for at prøve at glemme hvor dårligt hun har det, vågner næste dag og har så dårlig samvittighed over hvordan hun er, og hvor lidt hun kan lide sig selv. Løber en tur, i håb om at endorfinerne i hjernen kan få alle de dårlige tanker væk. Kæmper for at være den bedste i sin klasse, og konstant få opmærksomhed.
Nanna 1 er den person mine venner og familie ser. Nanna 2 er den min kæreste og mor ser. Nanna 2 er det værste person i hele verdenen. Nanna 1 HADER Nanna 2. Nanna 2 kan holdes nede i et vis antal timer, og med meget øvelse, dage og måneder. Men når der så kommer et frirum, så bryder Nanna 2 frem, hvilken oftest vises med et ekstremt angstanfald. Det værste er, at der oftest også findes en Nanna 3, som kommer frem ved gamle relationer, fx familien og venner. Det er stille Nanna, som er ekstremt introvert, som i bund og grund er lidt ligegyldig om hun er til arrangementerne eller ej, for hun virker lidt usynlig. Jeg har generelt været et stille barn, når jeg var til sociale arrangementer, og det fortsatte som ung når det var de samme mennesker jeg var omgivet af som dengang.
Det kan være ekstremt svært at ‘skifte’ personlighed. Og derfor er det nemmere at blive en ‘anden’ type, når man møder nye mennesker, da de ikke i forvejen kender ens baggrund. Den eneste jeg følte jeg kunne være 100% mig selv over for, var min mor. Hun kendte (og kender) alle de personligheder jeg kan have. Det er så hårdt at have en ‘under’ personlighed som konstant kæmper for at komme frem (Nanna 2). Hvis jeg var i omgivelser, hvor hun skulle holdes nede, og jeg skulle være overskuds Nanna 1, så endte det meget tit med, jeg var ude og brække mig på et offentligt toilet, hvor til jeg lige kunne hanke op mig selv et par timer mere, inden jeg nåede hjem og brød helt sammen.
Det her er det værste i hele verden. Jeg hadede ALLE versioner af Nanna. Ikke engang Nanna 1 synes jeg var en fed person. For jeg vidste at hun var fake. Jeg blev rasende når Nanna 2 fik lov at træde igennem og jeg viste sårbarhed og hvor ynkelig jeg i bund og grund var. og Nanna 3 var bare et levn fra, at jeg ikke turde stå ved at der var sket noget i mit liv, som ændrede mig. Nanna 3 var neutral og ligegyldig, og var derfor svær at have et forhold til, og kunne derfor heller ikke skuffe nogen (troede jeg i hvert fald). Den eneste jeg skuffede var nok mig selv.
Det er ikke fra den ene dag til den anden, at man beslutter sig for at nu vil man ikke være sådan her mere. Nu vil jeg være Nanna og kun Nanna. Ikke Nanna 1, 2 eller 3.. det kommer løbende at man bliver en hel person der ikke er splittet i hvem man er og hvem man tror folk gerne vil have man er. Man bliver aldrig den folk vil have man er, og hvis det er ens mål, så bliver det et langt og ulykkeligt liv.
Det er først fordi jeg har fået angsten på afstand, og den ikke viser sig hver dag, og oftest heller ikke i uger og hvis jeg er heldig måneder, at jeg kan se alt det her. Hvis jeg havde skulle fortælle om angsten for 2-3 år siden, havde jeg været tom for ord og følelser. Jeg er hele Nanna, både den sociale, den usikre, den selvfede, den sjove, den glade, den triste – hele pakken, heldigvis!
Nanna 2 (pleaseren der indvendigt er ved at dø) Græder hver dag når hun kommer hjem fra sociale arrangementer/skole/arbejde. Sover dårligt om natten, fordi hun har så meget tankemylder. Kæmper ihærdigt for at passe ind, og sørge for ALLE kan lide hende, og planlægger derfor en masse arrangementer, i håb om at andre kan lide hende og hun ikke ender ensom og alene en fredag aften. Drikker hver weekend, for at prøve at glemme hvor dårligt hun har det, vågner næste dag og har så dårlig samvittighed over hvordan hun er, og hvor lidt hun kan lide sig selv. Løber en tur, i håb om at endorfinerne i hjernen kan få alle de dårlige tanker væk. Kæmper for at være den bedste i sin klasse, og konstant få opmærksomhed.
Nanna 1 er den person mine venner og familie ser. Nanna 2 er den min kæreste og mor ser. Nanna 2 er det værste person i hele verdenen. Nanna 1 HADER Nanna 2. Nanna 2 kan holdes nede i et vis antal timer, og med meget øvelse, dage og måneder. Men når der så kommer et frirum, så bryder Nanna 2 frem, hvilken oftest vises med et ekstremt angstanfald. Det værste er, at der oftest også findes en Nanna 3, som kommer frem ved gamle relationer, fx familien og venner. Det er stille Nanna, som er ekstremt introvert, som i bund og grund er lidt ligegyldig om hun er til arrangementerne eller ej, for hun virker lidt usynlig. Jeg har generelt været et stille barn, når jeg var til sociale arrangementer, og det fortsatte som ung når det var de samme mennesker jeg var omgivet af som dengang.
Det kan være ekstremt svært at ‘skifte’ personlighed. Og derfor er det nemmere at blive en ‘anden’ type, når man møder nye mennesker, da de ikke i forvejen kender ens baggrund. Den eneste jeg følte jeg kunne være 100% mig selv over for, var min mor. Hun kendte (og kender) alle de personligheder jeg kan have. Det er så hårdt at have en ‘under’ personlighed som konstant kæmper for at komme frem (Nanna 2). Hvis jeg var i omgivelser, hvor hun skulle holdes nede, og jeg skulle være overskuds Nanna 1, så endte det meget tit med, jeg var ude og brække mig på et offentligt toilet, hvor til jeg lige kunne hanke op mig selv et par timer mere, inden jeg nåede hjem og brød helt sammen.
Det her er det værste i hele verden. Jeg hadede ALLE versioner af Nanna. Ikke engang Nanna 1 synes jeg var en fed person. For jeg vidste at hun var fake. Jeg blev rasende når Nanna 2 fik lov at træde igennem og jeg viste sårbarhed og hvor ynkelig jeg i bund og grund var. og Nanna 3 var bare et levn fra, at jeg ikke turde stå ved at der var sket noget i mit liv, som ændrede mig. Nanna 3 var neutral og ligegyldig, og var derfor svær at have et forhold til, og kunne derfor heller ikke skuffe nogen (troede jeg i hvert fald). Den eneste jeg skuffede var nok mig selv.
Det er ikke fra den ene dag til den anden, at man beslutter sig for at nu vil man ikke være sådan her mere. Nu vil jeg være Nanna og kun Nanna. Ikke Nanna 1, 2 eller 3.. det kommer løbende at man bliver en hel person der ikke er splittet i hvem man er og hvem man tror folk gerne vil have man er. Man bliver aldrig den folk vil have man er, og hvis det er ens mål, så bliver det et langt og ulykkeligt liv.
Det er først fordi jeg har fået angsten på afstand, og den ikke viser sig hver dag, og oftest heller ikke i uger og hvis jeg er heldig måneder, at jeg kan se alt det her. Hvis jeg havde skulle fortælle om angsten for 2-3 år siden, havde jeg været tom for ord og følelser. Jeg er hele Nanna, både den sociale, den usikre, den selvfede, den sjove, den glade, den triste – hele pakken, heldigvis!