Ja hvorfor så stoppe? det er det spørgsmål jeg får at flest. Og ofte også helt uhæmmet hen over et middagsbord fra folk jeg slet ikke kender. Hvor ærlig skal man så være? Kan man godt fyre en hvid løgn af og sige det er fordi jeg skal køre hjem? Mange tror det er fordi jeg er gravid - hvilket ikke er tilfældet. Jeg har bare så tit lyst til at spørger: “Jamen hvorfor drikker du?” det er så ‘normalt’ at drikke, at hvis man vælger det fra er det helt off, men man kan ikke ligesom spørge folk hvorfor de vælger det til.
Den helt ærlige grund til mit fravalg er, at jeg i forvejen til sociale arrangementer har følelserne helt uden på tøjet, og er ekstremt på og bruger mange kræfter og energi på at bare være med til sådan et arrangement, enten om det er venindeaften, familiefest eller middag med vennerne. Det er lidt russisk roulette om det går godt efter et par glas vin, eller om jeg får de vildeste angst tegn. Bankende hjerte, svedeture, følsom/ked af det og generelt bare er i højt alarmberedskab. Det er virkelig ikke fedt at sidde til et socialt arrangement og have det på den måde.
Det kan på den anden side også gå hen og blive en ekstremt fed aften, som gør jeg glemmer hvordan angsten kan fylde min krop, men dagen efter vil det så ramme mig dobbelt så hårdt. Ja det kan næsten føles som om jeg har en knude i maven og jeg har følelsen af jeg har gjort noget forkert. Mange griner når jeg siger jeg får det ekstremt dårligt dagen efter, og tror dermed jeg mener tømmermænd, og GID det bare var tømmermænd. Det her er LAAANGT værre! Jeg har det så ubehageligt, jeg kan få de vildeste tudeture og koldsvede hele dagen. Jeg pakker mig langt væk fra virkeligheden og ligger stort set i sengen hele dagen. Om det ‘bare’ er alkoholen eller en ‘overdosis’ socialt samvær, som jeg ikke har haft overblik over pga. alkohol, det ved jeg ikke. Men slemt er det. Jeg har ekstremt mange gange drukket mig så langt ned, bare for at glemme hvor skidt jeg havde det, og så dagen efter få alle eftervirkningerne - som en junkie der får et fix hver fredage eller lørdag og hele ugen skal have abstinenser. Og som enhver anden junkie kræver det også noget ekstremt for at bryde sine vaner. Derfor valgte jeg at stoppe HELT!