Gør du ting fordi, det har du altid gjort? eller gør du dem fordi det er den bedste måde at leve dit liv? Bruger du din søndag på sofaen fordi du lader op ? eller er det mere fordi du ikke orker at tage løbeskoene på? Spiser du dårligt fordi det er nemmest? eller er det fordi du bedst kan lide det? - hmm nej..

Sådan var det i mit tilfælde. Jeg gjorde ting fordi det havde jeg altid gjort. Jeg havde givet op. Jeg havde givet op på at komme i form. Givet op på at mit humør nogen sinde skulle ændre sig, og givet op på at leve et sundt og fyldestgørende liv.

Det var et wake up call for mig, da jeg sammen med min læge skiftede min kost ud og søndagene på sofaen med en løbetur. Det var ikke meget der skulle til, før mit overskud blev meget større. Måske en gåtur på ti minutter kan gøre dig bedre end flere timer på sofaen - det kan det oftest for mig.  

Du får intet ud af at snakke med en person, der ikke kan guide dig i den retning der giver mening for dig. Man har ret til at skifte læge eller få flere lægers vurdering, det samme med en psykiater eller psykolog.

For mig gav det først mening da jeg fandt en læge og en psykolog der fokuserede på kognitiv terapi. Kognitiv terapi holder fokus på her og nu i dit liv, og ikke hvad der er sket i din barndom eller folkeskolen. Det var guld for mig, for jeg fik intet ud af at sidde og grave i en masse gammelt, jeg havde brug for hjælp til, hvad jeg kan gøre NU, fokusere på de udfordringer jeg havde på daværende tidspunkt i livet. Det er meget forskelligt hvordan man har det, og hvilken form for terapi der virker for dig!

Jeg havde også brug for en læge der udfordrede mig, og ikke bare sad og sagde det hele var synd for mig. Jeg havde brug for at blive skubbet lidt. Det er heller ikke alle læger der gør det. 

Jeg lever i den overbevisning, at det er de aller færreste mennesker der har brug for medicin (når vi snakker psykofarmaka), og i så fald skal det være en kort periode - ikke 7 år som jeg var.

Angst medicin hjælper hjernen med at producere de endorfiner som hjernen normalt producere, men på grund af angsten har hjernen dannet et ‘angst filter’ som gør vi tror vi skal være bange eller være i alarmberedskab mere end vi oprigtigt skal. Vores alarmberedskab stammer helt tilbage fra da hulemanden opdagede han skulle være bange for de vilde dyr, eller at ilden var varm. Hvis man har angst, bilder hjernen os ind at vi skal være bange eller være forberedt på fare, for noget der slet ikke er farligt. Det er et problem, når vores logik ikke hjælper os mere.

De fleste får ikke af vide, at man kan få et angstanfald af alt muligt (uden at have angst), det er kroppens måde at sige fra på, hvis vi ikke lytter. De fleste vil efter sådan en oplevelse gå til lægen (det giver rigtig god mening), MEN de fleste læger vil blot give dig angst medicin eller antidepressiv (lykkepiller). Overvej om det virkelig er nødvendigt. Det kan være svært at se sig ud af, når man står og har det rigtig skidt, og man selvfølgelig tror på sin læges ord, men måske er det mere gode råd, en samtale eller ro kroppen har brug for. Det er farligt det er den første løsning, som lægen giver dig. Derudover fortæller rigtig mange læger heller ikke, at de endorfiner vi får hjælp til at producere med angst medicin, det er dem vi selv kan producere når vi fx dyrker motion.

‘Normale’ mennesker producere disse endorfiner helt uden at tænke over det, men når vores angst filter er gået i stykker, så kan vi hjælpe hjernen på vej med at genoprette produktionen af disse, ved at dyrke motion.

Når man først er på medicin, kommer man altså ikke liiiiige ud af det igen. Det tog mig næsten et år at trappe ud + en helt ny livsstil. Jeg klarede det forholdsvis smertefrit, men mange får efter méen af medicin, og kan have brug for at komme på en lille dosis igen, hvis man ikke hjælper hjernen med at producere disse endorfiner.   

En af de vigtigste ting jeg har lært fra 7 års intens kamp med angst, er at lytte til de signaler min krop giver mig. Jeg har tendens til at kaste op når jeg bliver RIGTIG presset, og har derfor kastet op i toget, diverse offentlige toiletter der var tæt på, toilettet på min arbejdsplads og selvfølgelig derhjemme. Jeg har derefter gået ind på min plads på arbejdet igen, eller hvor jeg end befandt mig (til sociale arrangementer osv.) og fortsat som om intet var hændt, i håb om ingen opdagede hvor slemt jeg havde det. DET KAN IKKE ANBEFALES!

I dag ved jeg når mit hoved ikke kan mere, og når jeg har brug for at ligge og stirre ud i luften eller brug for et par timer i min egen bobbel. Det er SÅ vigtigt at lære sin krop at kende, og de signaler den pumper afsted efter os. Jeg ved når jeg begynder at blive sur på alle omkring mig, eller ekstra træt, så er det tid til en pause. For mig kan en pause være en løbetur, nogle timer ved mit tegnebord, en pause i solen med musik i ørene eller en god film.

Men HUSK…
Dette er min mening og mine erfaringer, jeg er ikke uddannet inden for noget af dette, og det er derfor helt okay hvis du ikke tager mine ord for gode vare, det vigtigste råd jeg kan give dig er egentlig: Stå ikke alene med din følelser. Der er aldrig noget galt i at have det svært eller være ekstra følsom, og det er ekstremt sejt og stå ved at man har det skidt og har brug for hjælp!