Det her bliver nok mit mest personlige blogindlæg indtil videre, men jeg skriver det fordi jeg synes det er SÅ vigtigt at fortælle, hvad der har virket for mig, og hvad der SLET IKKE har virket for mig – håber i kan bruge noget af det.

Når man snakker selvmedicinering er svaret ofte, noget der ikke er godt for hverken krop eller hoved, og har en kort varig godhed, men en længere varig skade på din psyke, som fx: alkohol eller hash.. min bedste selvmedicinering er løb og sund kost.

Tilbage i oktober 2010, hvor jeg lige er blevet 18 år, får jeg det så dårligt og nægter at være social eller generelt lave andet end at ligge og græde i min seng og være helt alene. Min mor tager mig naturligvis til lægen, som konkluderer det er nok en depression, giver mig nogle piller (som jeg får af vide jeg SKAL tage) og så ses vi hvis det bliver værre, eller intet ændre sig.

Så står man der, er 18 år, i forvejen pisse forvirret over alle de ting der sker i kroppen, hormoner der presser en til at være sur, konstante menstruations smerter, venner der alle sammen har fuldstændig styr på deres liv og hvad de vil, alle har en lækker kæreste – og jeg har en depression… ikke lige frem det der får en til at springe ud af sengen om morgenen.

Et langt forløb fortsætter med forskellige psykologer, psykiatere, gruppe terapi, skiftende medicin pga. for mange bivirkninger, ufattelig mange nedture, for meget alkohol for at prøve at passe ind og glemme hvor ondt alting gør. Jeg får gennemført min HF med nød og næppe, og starter ny uddannelse, som jeg også kontant er syg fra, og må til sidst droppe ud og blive sygemeldt – hvor jeg efterfølgende er så stærkt medicineret at jeg INTET føler. Jeg er aldrig glad, aldrig sur – jeg er faktisk pisse ligeglad med ALT omkring mig. Derudover er der store blackouts, perioder samt dage jeg slet ikke husker.

Jeg får af vide af alle læger og psykologer at medicinen er nok noget jeg skal være på resten af mit liv, og jeg ikke selv er i stand til at producere de endorfiner der skal til i hjernen, og min medicin gør det for mig. Det tror jeg selvfølgelig på, da det er det alle omkring mig siger.

Jeg flytter på et tidspunkt, pga. min uddannelse, og har på daværende tidspunkt været på medicin i 6 år. Der snakker jeg med en ny læge om, hvor svært jeg har ved at passe min læreplads, og om hvor meget jeg hader at skulle tage piller. Hans svar til mig er, at jeg godt kan komme ud af pillerne hvis jeg vil, men det handler om en seriøs livsstilsændring. INGEN alkohol, sund mad og MASSER af løb. Det er første gang i 6 år der er nogen der har fortalt mig der var en udvej.

Jeg bliver så begejstret over der kan være en anden side af alt det her, og starter straks på at løbe – jeg kan på daværende tidspunkt ikke løbe 3 km uden at føle jeg skal dø. Alkoholen bliver minimeret, og min kost bliver total lagt om, alt sammen gør jeg helt alene.

En af de næste gange jeg kommer op til mine læge, meddeler jeg ham, at jeg har meldt mig til et halv Marathon om et år, og når jeg løber over Storebæltsbroen, så skal det være medicin fri. Han kigger noget forundret på mig og siger: “Nanna, meningen var bare du skulle starte med at løbe – du gør virkelig ikke noget halvt hva?” Og nej, det gør jeg ikke. Min Far siger altid, enten så gør man det, eller så gør man det ikke – og nu har jeg et år til at kunne løbe 21 km og være medicin fri!

Jeg får utrolig meget støtte fra min familie i projektet, men nogle af mine venner synes det er nederen jeg har cuttet alkoholen så meget, og at jeg siger nej til aftaler pga. jeg skal ud og løbe. Men jeg har på daværende tidspunkt ALDRIG haft det så godt. Det vigtigste er at de positive kommentarer fylder mere i mit hoved end de negative.

14 dage inden jeg skal løbe over broen, tager jeg den allersidste pille jeg nogen sinde skal tage, og jeg gennemføre mit halv Marathon fuldstændig lykkelig! Jeg har det på daværende tidspunkt som om, at der er intet jeg ikke kan! Og sådan har jeg det vidst lidt stadig. Der er ingen der skal fortælle mig, at jeg har en begrænsning.

Jeg siger ikke at nu skal vi alle sammen melde os til et Marathon og droppe pillerne, men jeg ville fandme ønske der var flere læger, der kiggede på deres patient og spurgte hvorfor de var kede af det, og om de overhoved havde lyst til at komme på medicin. Tilbage i 2010 havde jeg aldrig kunne være så overskudsagtig at lægge hele min livsstil om, men der er andre metoder end at give er ungt menneske nogle piller, og så lade dem rådne op hjemme på deres teenage værelse.

Jeg løber stadig mellem 2-3 gange om ugen, og hvis der går for længe imellem, så kan jeg blive så træt og ked af det, over ingen ting – så på med skoene og løb en tur i vores flotte natur!